Ny kampagnefilm

Nationalt Center for Etik går til kamp mod det polariserede samfund

27-06-2022

Der bliver talt meget om den polariserende tone i den offentlige debat i disse år. Og nu melder det nyetablerede Nationalt Center for Etik sig på banen som ambassadør for en nuanceret debat med den nye kampagnefilm: “Vi får nuancerne frem”.

 

Danmark fik i sidste uge et Nationalt Center for Etik og med centeret har Danmark, som det første land i verden, givet etikken en fælles forankring. Målet er at fremme etikken og give den en stærkere stemme. Som en del af lanceringen udkom centret med en ny brandfilm, der skal være med til at cementere etikkens betydning i det danske samfund.

Der er brug for etikken mere end nogensinde

Filmens budskab er, at verden ikke er sort/hvid, og positionerer Nationalt Center for Etik som etikkens stærke – og nuancerede – stemme. Og netop nuancer er der brug for. For de kan let gå tabt, når det går så stærkt med udviklingen, som det gør i vores samfund i dag.

”Vi lever i en tid, hvor handlekraft og hurtighed er blevet normen for vores samfund.  Alt fra store politiske aftaler til meningsudvekslinger i medierne sker med stor hast og bliver ofte fremstillet sort og hvidt. Nuancerne mangler, og derfor bliver den offentlige debat ofte polariseret. Det mønster bliver vi nødt til at ændre, så der igen bliver plads til refleksion og eftertanke. Vi ønsker at fremme dialogen. 

Med Nationalt Center for Etik har etikken fået en fælles forankring. Målet er at vise, at etik er nærværende og hverdagsrelevant for os alle samt at skubbe etikken længere frem i beslutningsprocesserne, så vi kan se os selv og de kommende generationer i øjnene, når vi kigger tilbage, på de rammer vi i dag sætter for udviklingen.

Etik skal udgøre det fundament, udviklingen bygges på og ikke blot være et krydderi, der drysses på den allerede færdigbagte ret ” siger direktør for Nationalt Center for Etik, Christa Lundgaard Kjøller.

Etik, der kan mærkes

Det er bureauet Berús filmproduktionshold, der står bag koncept og film, og de besluttede sig fra start for at bevæge sig væk fra den klassiske offentlige brandfortælling og i stedet oversætte, hvad etik er.

“Mange tror, at etik er noget elitært og flyvsk, som bliver diskuteret i et elfenbenstårn – langt væk fra alle os almindelige mennesker. Med filmen her arbejdede vi med at få etikken ned i øjenhøjde, gøre den konkret og nærværende, og vise at etikken spiller en væsentlig rolle gennem hele vores liv”, siger Head of Content fra Berú, Heidi Keller, som står bag manuskript og koncept til filmen.

“Vi har forsøgt at skabe en afveksling mellem det stiliserede og det autentiske, så man hele tiden leger med seerens opmærksomhed. Er det en principiel problemstilling? Eller er det en meget konkret, autentisk problemstilling? Hvad nu, hvis det var dig eller en, du holdt af, det drejede sig om? På den måde oplever seeren på egen krop, hvor svært det kan være at tage stilling i etiske dilemmaer, og at der sjældent findes et enkelt svar.”

 “Det har været ekstremt udfordrende at vise de etiske dilemmaer, fordi det er en konstant balancegang mellem at sætte dilemmaer på spidsen, men ikke “farve” budskabet for meget og stoppe en holdning ned i halsen på dem, der ser fortællingen. Derfor har vi haft en tæt sparring med Nationalt Center for Etik undervejs, og jeg synes, det er lykkes. Men vi har glædet os meget til at se, hvordan filmen bliver modtaget, og om den kan sætte gang i spændende snakke om etik i skoler og hjem“, slutter partner i Berú og filmansvarlig Johan Ingemann.

Se filmen her

Fakta om Nationalt Center for Etik

Nationalt Center for Etik blev etableret den 1. januar 2022, men åbnede officielt dørene den 15. juni. Med centret har Danmark, som det første land i verden, givet etikken en fælles forankring. Målet er at fremme etikken og give den en stærkere stemme. Nationalt Center for Etik understøtter arbejdet i de fire uafhængige organer: Det Etiske Råd, Dataetisk Råd, National Videnskabsetisk Komité og de Videnskabsetiske Medicinske Komiteer og har til opgave at værne om de etiske principper og værdier, som samfundet bygger på. Dette skal blandt andet foregå ved at rådgive Folketinget, myndigheder og virksomheder, når der skal udarbejdes nye lovforslag, skabe debat og bidrage til folkeoplysning om etiske og videnskabsetiske problemstillinger og sikre forsøgspersoners rettigheder og videnskabelig integritet.

https://NationaltCenterforEtik.dk

Fakta om Berú

Berú er et digitalt bureau med to ben: Filmproduktion og udvikling og design af websites på den egenudviklede CMS-platform GoBasic. Kundegruppen består primært af offentlige kunder som styrelser, ministerier og kommuner. Berú blev grundlagt i 2013, ligger i København og har 16 ansatte. 

Læs mere om Berú's her